Porfyrier.dk

 

 

 

 

In The Lancet(07.2005)
Professor Warren states:
"The presence of arsenic in a sample of the King's hair provides a plausible explanation for the length and severity of his attacks of illness; and contamination of his antimonial medications is the probable source of the arsenic. We propose that exposure to arsenic would exacerbate attacks of porphyria in a genetically predisposed individual."

 

 

Porfyri og barbiturater (T.K. With)

Den kongelige porfyri

af: Torben K.With (1910 - 1989)

I 1966 fremlagde de engelske psykiatere Ida Macalpine og Richard Hunter den hypotese, at porfyri var årsagen til den engelske konge, GeorgIII`s recidiverende anfald af sindssygdom, som man hidtil havde forklaret som manio-depressiv psykose. To år senere underbyggede de i samarbejde med C. Rimington deres hypotese med en historisk-patografisk gennemgang af engelske kongelige af husene Stuart og Hannover - helt tilbage til Maria Stuart - samt beslægtede personer fra den prøjsiske kongefamilie, og supplerede med biokemiske studier af to nulevende efterkommere. Endelig publicerede Macalpine og Hunter en udførlig monografi over Georg den III`s sygdom og psykiatriens stade i Storbritannien under 1700-tallets slutning.

Georg III`s sygdom begyndte med et anfald, da han var 26 år og medførte alvorlige og langvarige anfald, da han var 50, 62, 66 og 72 år foruden flere lettere og mere kortvarige anfald. I samtiden blev sygdommen beskrevet som"madness", men nærmere gennemgang af kildematerialet viser, at somatiske symptomer såsom abdominalkolikker, obstipation, stærke smerter, pareser og svær tachycardi spillede lige så stor en rolle som de psykiske. I perioder var der også kutane symptomer, uden at der dog var tale om typisk lysudslæt.

I deres første artikel omtaler Macalpine og Hunter kun akut porfyri i lighed med hans søster Caroline af Danmarks dødelige anfald i 24 års alderen, der efter beskrivelsen var et typisk hurtigt progredierende anfald af akut porfyri med tetraplegi, bulbærparalyse og svær tachykardi. I deres andet arbejde med Rimington som medforfatter udspecificerede de deres hypotese nærmere til at opfatte sygdommen som variegat porfyri - den første i Sydafrika beskrevne form, hvor akutte porfyrianfald kombineres med kutan porfyri - fordi undersøgelser af to nulevende descendenter pegede på denne diagnose, dels på grund af marginale forhøjelser af porfyrinudskillelsen i fæces, og dels fordi den ene patient fremviste et moderat lysudslet.
Da porfyrianfaldene ved variegat porfyri ikke afviger fra anfaldene ved de andre former for akut porfyri - akut intermitterende porfyri og hereditær koproporfyri - og forskellen mellem disse porfyriformer bortset fra hudsymptomerne udelukkende er af biokemisk natur, så har spørgsmålet variegat porfyri eller akut intermitterende porfyri kun begrænset betydning. Med hensyn til forskellene mellem dise porfyriformer henvises interesserede læsere til arbejdet: "Hereditary coproporphyria in Denmark"(T.H. With).
Arbejderne om porfyrien i de europæiske kongehuse vakte betydelig interesse på begge sider af Atlanten, fordi Georg III var konge under den amerikanske frihedskrig, og hans sygdom derfor greb ind i denne krigs forløb. Arbejdet fra 1968 indtog en række engelske kongelige personer som Frederik den Store af Preussen og her i Danmark Christian VII`s ulykkelige dronning, Caroline Mathilde, som var søster til georg III, og det efterfulgtes da også af en meget livlig disskussion både i British Medical Journal i 1968 (C.E: Dent) og i den psykiatriske litteratur (Am. J. Psychiatry, 1967) og endnu fire år efter var interessen levende.
Som venteligt gav diskussionen genlyd i dagspressen med det resultat, at den tidligere af det store publikum ukendte sygdom porfyri nu med et slag blev alment kendt.
De sagkyndiges modtagelse af hypotesen om den kongelige porfyri var blandet, fra positiv interesse til betydelig skepsis, men det fremgår med tydelighed ved gennemlæsning af diskussionsindlæggene, at der er tale om en hypotese, der ganske vist har et rimeligt klinisk grundlag, men mangler den nødvendige biokemiske verifikation. Det blev allerede i 1964 fra dansk side påvist, at biokemisk verifikation af afdøde personer er mulig gennem biokemiske studier på et bredt udsnit af deres slægtninge, men Malcapine, Hunter og Rimington kunne kun fremlægge analyser på to descendenter af georg III, som viste analyseresultater så nær referencerammen, at den diagnostiske værdi må anses for usikker ( Brit. Med. J. 1968 I). Men georg den III`s sygdomsbillede er klinisk suspekt for porfyri - så meget, at man efter gennemlæsning af det fremlagte historisk-patografiske materiale ( Allen lane the Pinguin Press, London 1969) har svært ved at forestille sig en anden forklaring, et synspunkt som også Witts ( Brit. Med. J. 1972 IV) giver udtryk for, idet han mener, at diagnosen porfyri vil overleve "in the absence of a credible alternative".

En af de mest erfarne klinikere (G. Dean) angående variegat porfyri ( Brit. Med. J. 1968 I) anser georg III`s sygehistorie for atypisk, men da hans kendskab er baseret på den sydafrikanske form for variegat porfyri, der udmærker sig ved en usædvanlig høj genpenetrans, er hans vurdering af begrænset betydning.
Malcapine og Hunters bog ( Allen lane the Pinguin Press, London 1969) er letlæst og interessant og viser meget tydeligt de store vanskeligheder, som diagnostik på grundlag af historisk materiale frembyder, idet datidens for os ofte uklare beskrivelser og misvisende tolkninger virker frustrerende på den nutidige læser, ligesom de forskellige historiske kilder ofte viser modsigelser. Man rystes over den brutale behandling, som blev datidens sindssyge til del, selv når de var af kongelig byrd. Georg III`s beskrives såvel hvad psykiske som somatiske symptomer angår - bl. a. hududslet og rød urin. De somatiske symptomer er ligesom de psykiske forenelige med variegat porfyri, men dog ikke helt overbevisende typiske. For eksempel havde kongen også nyresten, så det er svært at udelukke, at den røde urin kan stamme derfra.
Mens det således har stor sansynlighed for sig, at Georg III`s egen sygdom var variegat porfyri er hypotesen om, at sygdommen kan føres helt tilbage til Maria Stuart ( Brit. Med. J. 1968 I) mere luftig, idet sandsynligheden for at det mendelsk dominante arveanlæg skulle forkommme hos både hende, hendes søn James I og de snere konger, Georg I, II, III og IV bliver meget lille ( Brit. Med. J. 1968 I).
T eoretisk kan hypotesen efterprøves, hvis man kunne formå nogle hundrede efterkommere af de berørte kongelige personer til at levere prøver af fæces og første morgenurin til analyse for henholdsvis porfyrienr og deltaaminolævulinsyre / porfobilinogen, således som vi gjorde ved den store langelandske porfyrifamilie ( Acute Intermittent porphyria. Diagnosis four years post mortem by chemical studies in relatives, S. Thiele og T.K. With) - i årene 1964-80, hvorved porfyri i familien kunne eftervises, så en afdød slægtnings sygdomsbillede kunne klarlægges. Men her var intervallet fra patientens død kun 4 år mod et par hundrede for Georg III, og desuden må det anses for ydest tvivlsomt, om den kongelige familie ville være så positivt indstillet til at afgive prøver som den langelandske familie.
Det er i denne sammenhæng værd at tænke på, at også familien Darwin er blevet mistænkt for at være bærer af arveanlægget for akut porfyri, idet Charles Darwins bedstemor - Erasmus Darwins første hustru - døde pludseligt under omstændigheder suspekte for et anfald af akut porfyri ( To be an invalid. The illness of Charles Darwin. University of Chicago press, Chicargo & London, 1977 ) - og forkomsten af porfyri i Darwinfamilien vil mange synes er mindst lige så interessant som forekomsten hos de kongelige.
En vigtig følge af hypotesen om de kongeliges porfyri er, at sygdommen akut porfyri er blevet alment kendt, så porfyrikere løber mindre risiko for at blive miskendt af læger, socialarbejdere og familie - en risiko som dog desværre stadig er aktuel og det måske i stigende grad, efter at porfyrianfald gennem det sidste årti er blevet sjældnere og mindre alvorlige end tidligere.

Trykt i Medicinsk Forum 1983, 1